Achel: Bøn og bryg på grænsen

Foto: De Achelse Kluis – Hamont – Achel copyright Bjorn Snelders

Et sjældent kig bag murene i et tidligere trappistbryggeri, hvor øl og klosterliv nu for første gang åbnes for offentligheden.

Af Kasper Mundt-Nielsen

Et besøg på det tidligere trappistkloster Achel byder på en sjælden kombination af historisk atmosfære; et unikt indblik i de ellers så hemmelighedsfulde munkes spirituelle arv og ikke mindst velsmagende øl. I klosterets stilhed – beliggende bogstaveligt talt på grænsen mellem Belgien og Holland – kan man som ølentusiast mærke vingesuset fra århundreders brygtradition.

Hvad vil det sige at være et trappistkloster?

Trappistordenen er en gren af cistercienserne, også kaldet de strengere cisterciensere (Ordo Cisterciensis Strictioris Observantiae). Munkene lever efter Benediktinerreglen med mottoet “Ora et Labora” – på dansk “bed og arbejd”. Dette princip gennemsyrer alt i klosterlivet: Dagen er opdelt mellem tidebønnerne og praktisk arbejde, så klostret kan være selvforsynende. Trappistmunkene aflægger strenge løfter, herunder lydighed, fattigdom og ofte tavshed. I Achelklosteret levede munkene for eksempel i næsten total stilhed og ydmyghed – de talte ikke unødigt med hinanden, og de undlod enhver luksus. Selv varme og elektricitet undgik de for egen del; moderne bekvemmeligheder som centralvarme blev kun tændt for klosterets gæster, ikke for munkene selv.

En vigtig del af det trappistiske “labora” har traditionelt været ølbrygning. Siden middelalderen har klostre i Belgien og omegn brygget øl som led i deres selvforsyning og gæstfrihed. Hvor de fleste andre religiøse ordener med tiden indstillede deres bryggeri, fortsatte trappisterne stædigt med at holde liv i den klosterbryggede øl. Trappistøl har i dag et næsten legendarisk ry blandt ølkendere. Dels skyldes det den høje kvalitet og unikke smagsprofil, som er finslebet gennem generationer bag klostrenes mure. Dels er det, fordi kun meget få bryggerier i verden må kalde deres øl “trappist”. Den internationale trappistforening (International Trappist Association) har fastsat strikse kriterier for det autentiske trappistmærke: Øllet skal brygges inden for klostrets mure af munkene selv eller under deres opsyn; bryggeriet skal drives non-profit som en sekundær aktivitet i forhold til klosterlivet, og overskuddet må kun gå til klostrets drift eller velgørende formål. Når man skåler i en ægte trappistøl, skåler man således i et produkt, hvor åndelig tradition, håndværk og kvalitet går op i en højere enhed – noget, der har gjort trappistøl internationalt anerkendt og eftertragtet.

Foto: De Achelse Kluis copyright John Scholte

Klosterets grænselandshistorie

Achel klosterets beliggenhed er noget for sig. Klostret, der officielt hedder Sankt Benedictus-abbediet i Achel (De Achelse Kluis), ligger midt i øde natur – og præcis på grænsen mellem Holland og Belgien. Denne placering er ikke tilfældig. Historien begynder i 1600-tallets stridigheder mellem katolikker og protestanter. Efter Freden i Westfalen i 1648 blev området delt, således at i De Spanske Nederlande (nutidens Belgien) kunne katolikker frit praktisere, mens det var forbudt nordpå i den unge hollandske republik. Katolikkerne lige nord for grænsen længtes efter at udøve deres tro, og løsningen blev at bygge et grænsekapel på belgisk side, tæt ved landsbyen Achel. I omkring 30 år valfartede menigheden over grænsen til dette lille Guds hus i skoven, indtil religionsforbuddet i Holland blev lempet, og behovet for kapellet aftog.

Stedet fik dog nyt liv i 1686, hvor en hollandsk adelsmand ved navn Petrus van Eijnatten købte jorden. Han ønskede at leve som eneboer – en ”eremit”, altså en munk, der lever isoleret fra samfundet – og skovkapellet ved Achel var perfekt til formålet. Petrus samlede en lille gruppe ligesindede, og sammen grundlagde de et eremitkloster, hvor de boede spartansk og i tavshed midt i naturen. Navnet “Achelse Kluis” stammer fra ordet “kluis” (eremitbolig). Eremitterne byggede senere et lille stenhus og i 1736 en ny Eremitkirke på stedet, som stadig er en del af klosteret den dag i dag. Over 100 år levede denne lille broderflok i stilfærdig bøn her, men igen i slutningen af 1700-tallet oplevede Vesteuropa tumult. Efter den franske revolution invaderede franske tropper Belgien i 1790’erne, og de gejstlighedsfjendtlige franskmænd opløste klostrene. I 1798 blev Achel-klosteret tvangslukket; eremitbrødrene måtte forlade stedet, som derefter blev solgt til en lokal godsejer. Klosterets bygninger stod øde hen og forfaldt langsomt i et halvt århundrede, mens Napoleonskrigene og senere uroligheder rasede i Europa.

Først i 1840’erne kom der igen liv i Achel. I Belgien oplevede klostervæsenet en genopblomstring efter Napoleons fald. Det velhavende trappistkloster Westmalle (nær Antwerpen) havde i midten af 1800-tallet vokseværk – der var så mange munke, at man søgte nye steder at grundlægge datterklostre. Rygtet om den forladte “Kluis” i Achel nåede Westmalle, som så potentialet trods klosterets forfald. Westmalles munke havde dog ikke råd til at købe stedet, men her trådte en from adelskvinde til, som finansierede købet af Achel som en donation. I 1846 ankom en gruppe på 26 trappistmunke fra Westmalle til Achel og genoplivede klosteret. Fra det år af blev Achel officielt et trappistkloster underlagt Trappistordenen, med samme status som moderklostret Westmalle. De nye beboere gik straks i gang med at genopbygge og udvide. I løbet af få årtier forvandlede Achelse Kluis sig fra en ruin til et blomstrende abbedi. Munkene opdyrkede de omkringliggende heder og sumpe; klostret ejede til sidst over 500 hektar jord, hvor der blev drevet landbrug med kvæg, mejeriproduktion og dyrket afgrøder. Klosteret blev næsten selvforsynende med egen bager, smedje, osteri – og naturligvis et bryggeri. I 1871 blev Achel ophøjet fra priorat til abbedi, og klosteret nåede sit højdepunkt i slutningen af 1800-tallet med over 120 munke inden for murene. Den store tilstrømning af munke førte endda til, at Achel grundlagde nye klostre andre steder (bl.a. i Rochefort, der i dag også er kendt for sin trappistøl).

Foto: De Achelse Kluis

Som mange andre belgiske klostre mærkede Achel også historiens hårde vingesus under verdenskrigene. Under Første Verdenskrig (1914-1918) blev Belgien besat af Tyskland, mens nabolandet Holland forblev neutralt. Achel lå dermed lige på grænsen mellem krig og fred. Tyskerne anlagde det berygtede “dodendraad” – “dødens hegn” – et elektrisk grænsehegn langs hele Belgien-Hollands grænse for at forhindre flugt og smugleri. Hegnet bestod af tre rækker tråd; de yderste var pigtråd og den midterste førte en dræbende strøm. Almindelige mennesker forstod sig ikke på elektricitet dengang, så dette usynlige våben kom som et chok – over 1.300 personer mistede livet ved at røre ved hegnet i løbet af krigen. På klosteret Achel kan man i dag se en lille rekonstrueret sektion af dette elektriske hegn, der står som et spøgende minde om krigens gru. Krigen gik hårdt ud over klosteret; munkene flygtede, og de tyske besættere beslaglagde bl.a. bryggeriets kobberkedler. Under Anden Verdenskrig gentog historien sig – igen måtte munkene evakuere, og klosteret blev delvist ødelagt.

Efter 2. verdenskrig genopbyggede man klosteret i etaper, og Achel fortsatte sin klosterdrift i de følgende årtier. Dog dalede tilstrømningen til munkeordenen markant i det 20. århundrede. Ligesom mange andre steder oplevede Achel, at munkealderen var ved at ebbe ud. Store landbrugs- og industriaktiviteter lod sig ikke opretholde med en aldrende og svindende munkegruppe. Først i 1998 genoptog klostret sin stolte ølbrygningstradition efter en lang pause siden krigen, støttet af ekspertise fra andre trappistklostre som Westvleteren og Westmalle. Trods en succesfuld lancering og en årrække med stabil drift var tendensen klar. Færre og færre unge trådte ind i klosterlivet, og det gjorde sig også gældende på Achel.

Overgangen fra trappistkloster til privat eje

Efter næsten 175 år som et aktivt trappistkloster kulminerede udviklingen i 2020, hvor de sidste to tilbageværende munke forlod Achel. De aldrende brødre vendte tilbage til moderklostret Westmalle, da de ikke længere kunne opretholde den daglige drift i Achel. Dermed ophørte Achel formelt med at være et trappistkloster. For at en øl må bære det officielle trappistmærke, kræves som nævnt en levende munkeorden bag bryggeriet – og den forudsætning var nu væk. I begyndelsen af 2021 blev Achel derfor frataget titlen som “Authentic Trappist Product”, og øllene fra Achel måtte ikke længere markedsføres som trappistøl. Dette efterlod kun fem trappistbryggerier i Belgien (Chimay, Orval, Westmalle, Westvleteren og Rochefort).

Hvad sker der, når munkene flytter, og klosteret ikke længere er helligt refugium? I Achel åbnede det døren for noget hidtil utænkeligt, nemlig offentlig adgang. Trappistordenen er kendt for at værne om sin ro og afsondrethed, og normalt er trappistklostre lukket land for turister. Men da Achel mistede sine sidste munke, opstod muligheden altså for at lade nysgerrige besøgende komme indenfor.

Foto: De Achelse Kluis

Efter munkene rejste, tog det tre år at finde en ny ejer og funktion for de historiske bygninger. I 2023 blev klosterkomplekset solgt til en privat belgisk investor (forretningsmanden Jan Tormans). Lokalsamfundet frygtede forståeligt, hvad der mon skulle blive af deres elskede kloster. Ville den nye ejer lave det om til et hotel eller konferencested? Begge dele har været på tale, men intet ligger fast endnu.

Heldigvis fortsætter meget af ånden og aktiviteten indtil videre, og den nye ejer har ingen interesse i at besudle klosterets rige historie. Bryggeriet kører videre, om end uden munkenes direkte involvering. Westmalle-klostret har hjulpet med opsyn og knowhow, så opskrifterne og smagen af Achel-øl bevares. Klosterets café – eller brasserie, som den nu kaldes – holder stadig åbent og serverer mad og drikke til de besøgende. Achel er gået ind i et nyt kapitel, hvor de historiske bygninger får nyt liv under verdslige rammer. “Efter århundreders religion, stilhed og fordybelse oplever Achelse Kluis nu en ny epoke,” som stedet selv formulerer det; bryggeriet bobler videre, og der er etableret både café og klosterbutik, ligesom man nu kan komme på guidede rundvisninger i det ellers hermetisk lukkede kloster.

Foto: De Achelse Kluis

For ølelskere kan det måske vække ærgrelse, at Achel ikke længere officielt er trappist. Men når man besøger stedet, mærker man, at sjælen ikke er forsvundet. Øllet brygges stadig med samme dedikation, omend i et større størrelsesforhold end hidtil, for efterspørgslen på det gode øl stiger støt. Og selvom flaskerne ikke længere prydes af det lille sekskantede trappist-logo, er smagen i glasset den samme. Den nye ejer har da også erklæret, at opskrifterne forbliver uændrede, og at kvaliteten holdes i hævd. Som besøgende kan man altså stadig nyde en Achel Bruin eller Achel Blond ved kilden – og det i omgivelser, man førhen kun kunne drømme om at få adgang til.